Det er din skyld!

Røgsignaler: Uge 20

Hej og goddav! Ernst her!

Sidste uge brændte mit kollektivs plæneklipper sammen, da jeg skulle slå græsset. Huset jeg bor i er et gammelt bindingsværkshus, der ligger midt i et villakvarter, en rest fra dengang der var marker og ikke by i den del af Svendborg. Nabohusene er på et sted mellem to og fire etager, der er parkeret mellem syv og ti biler i indkørslerne og folk er pæne og nydelige, klipper deres hække og lever efter de tre v’er: villa, vovse & Volvo.
I vrede over naboernes nyslåede plæner, mange biler og kedelige grå interiør skrev jeg et galdeudbrud, det får I her, men først Magnus skønne tegning:

Du har ik’ en skid at sige og endnu mindre at sku ha sagt, alle du møder føler kun en ting for dig: foragt og alt hvad du har er mavekatar mens du sidder og sveder tran med røven bar

Og det går fra seng til sofa til bil til kontorstol og du er cirka lige så interessant som et skud grøn gajol, men ik’ for en flok teenagepiger på bytur, næ, du’ gammel og sur og siger: “poppedreng vil ha kiks” helt af dig selv, for længst sat i bur.

Du er den sørgeligste sæk lort på guds grønne jord, ingen ka li’ dig ik’ engang din salige mormor, og se dig dog forhelvede lidt indad, ind til din aller inderste indmad, du er rådden, kvalt indefra af slips og cigar gammelfar.

Og måske har du været ung engang, smuk engang, sunget din helt egen svalesang men nu står den på grå hår i skægget men ik’ på din skaldede isse, de kalder dig: “ægget”, og jeg hader dig med alt jeg har, selvom du si’r “goddav”, si’r jeg: “rend mig i røven og i min knoglemarv!”

Og det går fra kontorstol til bil til sofa og ja, biler dem har du vidst i øvrigt også to af, og jeg kan ikke holde din ligusterhæk og din nyslåede golfbaneplæne ud, hvis jeg træffer dig igen min ven bli’r det på din fucking tud, så kan vi se om du også bløder rødt, ej faktisk, sådan at tæve løs på dig det er nærmest også for sødt.

Sku’ jeg ind og ruske tremmer med de hårde drenge, bare for at ha’ givet dig et tiltrængt lag tæsk med på vejen, næ, jeg ku’ også bare ridse din sportsvogn eller putte afløbsrens ned i tanken, så den brænder sammen, næste gang du kører på arbejde ovre i banken, hvor du er et mellemledersvin, alle kan se det på lang afstand, og så går du, og tror du er en flot mand, en pæn mand, nu uden vandkæmmet hår, men med nystrøget skjorte. Fuck! Nu fortryder jeg jeg ik’ gjorde det! Men jeg ved hvor du holder, så når jeg ser sportsvognen næste gang, lover jeg at ridsen bli’r dobbelt så lang

For det er din og din slags skyld at vi andre har det som vi har det, vi ligner lort mens du og dine går og spiller smarte, men det er du ik’! Du ka’ ik’ spille den mindste smule musik, du spiller kun pik og sender alt for unge piger et blik, som du sku’ ta’ og gemme til din kone (en gammel afdanket strandvejsvilla-amazone)

Du har ikke engang fortjent at folk foragter dig, og kaster op i munden hver gang de betragter dig, nej du fortjener at gå i et med tapetet, indtil den skønne dag du dingler fra rebet, der hænger i garageloftet, og hvem gi’r så en fuck om hvad dine biler har kostet!

Jeg kender heldigvis ikke nogle som helst af naboerne, og jeg er sikker på at nogle af dem er søde nok, selvom de lever deres bedste småborgerliv, så det er ikke rettet mod nogen enkeltperson, men nok nærmere mod en slags generel villavejsnabo, ham kender du sikkert også godt fra der hvor du bor. Det kan være naboen i en opgang, ham med de to store lejligheder, som han har købt for en slik og slået sammen til et mindre bypalæ, eller den bankrådgiver der sagde nej til et lån, sidst du var i banken. Hvem end det er, så er jeg sikker på at du kender ham!

Vi tegnes ved næste uge!
Knuz
Ernst & Magnus