Til ventetiden ender

Røgsignaler: Uge 26

Hep, halløj, Magnus her!

Vores nutid ligner i stigende grad(er!) en dystopisk fremtid. Og den rigtige dystopiske fremtid, ja, den tør vi næsten ikke tænke på. Men ikke desto mindre, så er det lige nu fredag igen, d. 26.6.26 - uge 26. Derfor, kære læser, er det tid til ugens Røgsignal, som handler om, hvor dejligt det er at sludre i telefon med éns kære - især når man, som både Ernst og jeg gør, bor ude i provinsen, laaangt væk hjemmefra.

I disse tider, hvor vi bliver solgt en fup-følelse af forbundethed, hvor det bimler og bamler, stimulerer og simulerer, så er det godt med et lille digt (og en tegning) om det gode gamle telefonopkald. Her er Ernst digt.

Jeg kigger ned på skærmen
Hvor selv kærlighed det kan bestilles
Som sørger for at men’sker aldrig rigtig skilles
Selvom den er bindeled til alle mine kære
Tænker jeg så af og til
Gid de vil la’ mig være

Men ringer telefonen
Så griber jeg straks koglen
Og tænker ved mig selv, at går den, ja så går den
Så sludrer vi i mange lange timer
Og jeg glæder mig i hem’li’hed
Til næste gang den kimer

For der er fedt i provinsen
Men langt fra whatever-tyve-nul-nul
Til syvoghalvtreds dobbelt skudhul
Så mens jeg venter på besøg fra smukke gamle venner
Ka’ vi telefonere
Til ventetiden ender

Og her er ugens tegning dertil.

Vi håber, det kan inspirere til at ringe til nogen du synes er søde og fortælle dem, at du synes de er søde<3 Hold kulden derude, venner!

Knus og kram og gode vibes fra os,
Magnus og Ernst